lørdag den 20. august 2011

Jens Jefsen har fået nye legekammerater

Peter Rosendal - piano
Jens Jefsen - kontrabas
Jeppe Gram - trommer


I 2012 har jeg planlagt at turnere med et nyt band, med pianisten Peter Rosendal og trommeslageren Jeppe Gram som medspillere. Jeg har længe haft lyst til igen at træde mere eller mindre i forgrunden som bassist i trioformatet, og hvilke musikere skal man så vælge? 

De to ovennævnte musikere kender jazzsproget ud og ind og er i besiddelse af originalitet og lydhørhed. Så jeg ser frem til dette møde. Mine repertoire-ideer er mange. At komponere kan jeg jo ikke lade være med, så derfor bliver der originalnumre på koncertrepertoiret, men måske bliver der også plads til nogle gamle pop-travere, udtrykt i jazzsproget.


Følg med i koncertplanen i højre side
Jeg kan kontaktes på mobil 40 44 51 66 eller mail jje@kontrabas.dk  


Læs længere nede på siden om musikerne.


Jens Jefsen


20/4/12
Havde i går en fin koncert på Musikværket i Nykøbing Mors.
Nu begynder musikken at spille og jeg kan mærke, hvad der kan lade sig gøre med disse to talentfulde musikere. Vi kom ud at flyve lidt indimellem, og vi havde et vældig interesseret publikum. Det er meget fint at man på disse kanter kan samle 50 mennesker til en jazzkoncert. Ordet "udkantsdanmark" har for mig en positiv klang.


Jens Jefsen

Peter Rosendal

Komponist og jazzpianist Peter Rosendal blev vinder af både ”Årets danske jazzudgivelse” og DJBFA’s ”Årets komponist” ved Danish Music Awards i 2008 for henholdsvis CD’erne ”Tide” og ”Solo”.

Peter Rosendal blev i foråret 2007 tildelt et treårigt arbejdsstipendium af Statens Kunstfonds rytmiske tone- kunstudvalg. Med tildelingen af det treårige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfonds rytmiske tone-kunstudvalg understreges det for alvor, at Peter Rosendal er et særdeles lovende talent og en unik musiker, man bør holde skarpt øje med!

Motiveringsteksten fra Statens Kunstfonds rytmiske tonekunstudvalg fremhæver bl.a. Rosendals musikalske og kompositoriske alsidighed som afgørende faktorer for tildelingen af arbejdsstipendiet.

”I sandhed et alsidigt talent, der absolut ikke kan drages tvivl om. Alligevel er det navnlig hans tematiske begavelse, som får os til gang på gang at stoppe op, blive hængende for til sidst at udråbe ham som et af vor tids mest unikke og personlige talenter”, formuleres det på fornemmeste vis i motiveringsteksten fra Statens Kunstfonds rytmiske tonekunstudvalg.

Herudover har Rosendal arbejdet med flere forskellige albumindspilninger, bl.a. gæste- optræden på den anmelderroste electronica-udgivelse ”Plateaux Techniques”, album- indspilning i New Orleans med lokale helte og ikke mindst sit eget soloudspil ”Solo”, der udkom den 22. Juni 2007.

”som får os til ... at udråbe ham, som et af vor tids mest unikke og personlige talenter.” – Erik Bach, formand for Det rytmiske tonekunstudvalg under Statens Kunstfond.




Jeppe Gram

Som komponist skriver Jeppe Gram for egne bands og mere kollektivt ledede bands. I løbet af dette år har JG lavet soundtracks til to korte film af den meget talentfulde filmskaber og fotograf, Mette-Marie Trier.

Som trommeslager tog JGs karriere form, da han i en alder af 18 år flyttede til København for at studere på Rytmisk Musikkonservatorium. Han blev medstarter af bands som Beautiful Day, Doctor Strukture, Jumping Gemini, Bandapart plus hans egen Gramski'beat og for nylig Grammofunch. Disse bands har alle vist sig at være særdeles værdifulde for JG, mht at udforske musik og udvikle egen stemme både som musiker og komponist.
JG har haft mulighed for at spille med internationale kunstnere som Benny Golson, Stacy Kent, Kurt Rosenwinkel, Chris Cheek, Tomas Franck, Ben Street, Omer Avital, Chris Speed og danske kunstnere som Sebastian, Bent Jædig, Benny Andersen, Povl Dissing, Steffen Brandt, Palle Mikkelborg, Jakob Bro og mange ... mange andre.





Jens Jefsen

Hører til blandt eliten af danske jazzbassister og har gennem mange år vundet anerkendelse for sit lyriske og lydhøre spil, som er bredt funderet i en personlig stil, der altid tager vare om musikken. I 70erne fast akkompagnatør på det dengang berømte Jazzhus Tagskægget i Århus, hvor Jefsen kom til at spille med legender som Dexter Gordon, Johnny Griffin, Kenny Drew, Clark Terry, Art Farmer, Dizzy Gillespie, Benny Golson, Roy Eldridge og mange mange flere.
Er i dag aktiv free-lance musiker og spiller ofte med Povl Dissing/Benny Andersen, Valdemar Rasmussen Trio, som lejlighedsvis stand-in i Klüvers Big Band og med nye konstellationer, som fx Jefsen Kammerer International Quartet, med den danske tenorsaxofonist fra N.Y.C. Stephan Kammerer.